En erfaren kandidat kan let blive misforstået, hvis jobbet på papiret ser mindre, smallere eller anderledes ud end tidligere roller.
Hvis du før har været leder og nu søger en specialistrolle, kan arbejdsgiveren tænke: Vil du egentlig trives uden ledelsesansvar?
Hvis du kommer fra en stor organisation og søger i en mindre virksomhed, kan de tænke: Kan du arbejde tættere på driften?
Hvis du søger en rolle med lavere titel end tidligere, kan de tænke: Er det her bare noget, du søger, fordi du ikke kan få andet?
Derfor er det vigtigt at vise, at du aktivt har valgt rollen.
Arbejdsgiveren skal ikke gætte din motivation
Når du ikke forklarer dit valg, efterlader du et tomrum. Det tomrum fylder arbejdsgiveren selv ud - og arbejdsgivere, der gætter, vil ofte gætte forsigtigt. Det betyder, at de hellere vælger den kandidat, hvor motivationen virker enkel og risikofri. Din opgave er derfor at gøre dit valg tydeligt.
Eksempel:
“Efter flere år med ledelse ønsker jeg en rolle, hvor jeg kommer tættere på det faglige arbejde igen. Det er netop derfor, denne stilling er interessant for mig.”
Her får arbejdsgiveren svar på det, de måske ikke tør spørge direkte om: Hvorfor søger du et job uden samme ledelsesniveau som før?
Et skifte er ikke nødvendigvis et skridt ned
Mange erfarne kandidater vil gerne væk fra noget: politisk ledelseslag, for meget administration, for mange møder, for langt fra kerneopgaven. Men i ansøgningen bør du fokusere på, hvad du søger hen imod.
Ikke:
“Jeg er træt af ledelse og vil gerne lave noget andet.”
Prøv i stedet:
“Jeg ønsker en rolle, hvor jeg kan bruge min erfaring tættere på de faglige opgaver og skabe konkrete resultater i hverdagen.”
Ikke:
“Jeg har haft nok af store organisationer.”
Men:
“Jeg motiveres af kortere beslutningsveje, tættere samarbejde og muligheden for at se effekten af mit arbejde mere direkte.”
Ikke:
“Jeg søger bredt, fordi jeg har brug for et job.”
Men forsøg med:
“Jeg søger netop roller, hvor min erfaring med struktur, koordinering og interessenthåndtering kan omsættes til praktisk værdi.”
Du skal ikke lyve om dine grunde, men du bør formulere dem konstruktivt.
Forklar hvorfor rollen passer til din nuværende retning
Det er ikke nok at sige, at du kan jobbet. Du skal også vise, at jobbet passer til det, du vil nu.
Eksempler:
“Jeg søger ikke stillingen som et skridt tilbage, men som et bevidst valg. Jeg trives med specialistopgaver, hvor jeg kan bruge min erfaring direkte og skabe konkrete resultater.”
“Jeg har tidligere haft bredere ansvar, men jeg motiveres især af at få processer, data og samarbejde til at fungere i praksis. Det er den del af min erfaring, jeg gerne vil bringe i spil her.”
“Jeg har arbejdet strategisk i mange år, men jeg savner at komme tættere på implementeringen. Derfor tiltaler rollen mig, fordi den kombinerer overblik med praktisk eksekvering.”
Det gør din karrierebevægelse forståelig.
Brug “nu” aktivt
Ordet “nu” er stærkt i jobsøgning for erfarne kandidater. Det signalerer nemlig, at du ikke bare gentager din fortid - du har en retning.
Eksempler:
“Det, jeg især ønsker nu, er en rolle med tydelig faglig forankring.”
“Jeg er et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne vil bruge min erfaring mere direkte i konkrete opgaver.”
“Jeg søger nu en funktion, hvor jeg kan bidrage med overblik, stabilitet og faglig sparring uden nødvendigvis at have det formelle ledelsesansvar.”
Sætninger, der viser selvindsigt er mere overbevisende end endnu en lang liste med tidligere ansvarsområder.
Vær tydelig uden at blive defensiv
Du skal ikke skrive:
“Jeg ved godt, at jeg måske virker overkvalificeret, men…”
Det er lidt som at starte en date med at forklare, hvorfor man ikke er så besværlig, som man ser ud til. Skriv hellere positivt:
“Det, der gør stillingen særligt interessant for mig, er…”
“Jeg ser et godt match mellem jeres behov for… og min erfaring med…”
“Jeg søger rollen, fordi…”
Når du formulerer dig aktivt, virker du målrettet. Når du formulerer dig defensivt, virker du som en, der allerede har accepteret arbejdsgiverens tvivl.
Kort sagt
Hvis du søger en rolle, der adskiller sig fra dine tidligere titler, skal du forklare hvorfor. Arbejdsgiveren skal forstå, at du ikke søger jobbet, fordi du er løbet tør for muligheder. Du søger det, fordi det giver mening for den måde, du gerne vil bruge din erfaring på nu.
Forrige artikel i serien: Fjern lønfrygten uden at sælge dig selv billigt
Næste artikel i serien: Gør CV’et skarpere, ikke længere