Mange erfarne kandidater har et CV, der dokumenterer alt: Alle roller, ansvarsområder, projekter, systemer og kurser. Næsten også hvilken printermodel der stod ved siden af skrivebordet i 2004.
Det er forståeligt - når man har arbejdet længe, har man meget med sig. Et CV bliver dog sjældent bedre af at være komplet - det bliver bedre af at være relevant.
Gør ikke CV’et til et arkiv
Et CV er ikke en historisk dokumentation af hele dit arbejdsliv. Det er et udvælgelsesværktøj. Formålet her er at få arbejdsgiveren til hurtigt at se, hvorfor du er relevant til netop denne stilling.
Hvis CV’et er for langt, for detaljeret eller for bredt, kan arbejdsgiveren miste overblikket. Endnu værre: De kan komme til at fokusere på det forkerte.
Måske ser de din gamle lederrolle og tænker, at du ikke vil trives som specialist. Måske ser de mange år i én branche og tænker, at du ikke kan skifte. Eller måske ser de et CV på fem sider og tænker: Øh, det kommer til at tage tid.
Fremhæv de seneste og mest relevante erfaringer
Som hovedregel bør du beskrive de seneste 10-15 år mest detaljeret. Ældre erfaring kan sagtens være relevant, men den behøver sjældent samme plads.
Du kan samle ældre roller i en kort sektion:
“Tidligere erfaring omfatter projektledelse, ledelse, budgetansvar og organisationsudvikling i større private og offentlige organisationer.”
Eller f.eks.:
“Tidligere roller har givet mig bred erfaring med drift, kundedialog, procesoptimering og tværgående samarbejde.”
På den måde viser du bredden uden at tvinge læseren gennem hele karrieren.
Start med en profiltekst, der peger fremad
Din profiltekst er noget af det vigtigste i CV’et. For erfarne kandidater bør den ikke bare opsummere fortiden, men pege mod den type rolle, som du søger nu.
Eksempler:
“Erfaren specialist med stærk forretningsforståelse og evne til hurtigt at skabe overblik. Jeg trives i roller, hvor analyse, samarbejde og eksekvering skal hænge sammen i praksis.”
“Projektstærk profil med mange års erfaring i komplekse organisationer. Jeg skaber struktur, fremdrift og tydelig kommunikation mellem ledelse, specialister og drift.”
“Erfaren økonomiprofil med fokus på sikker rapportering, budgetopfølgning og beslutningsstøtte. Jeg motiveres af at gøre tal anvendelige for både ledelse og faglige miljøer.”
Læg mærke til, at formuleringerne ikke bare siger “mange års erfaring”, men viser, hvad erfaringen bruges til.
Skær lange ansvarsbeskrivelser ned
Mange CV’er bliver tunge, fordi hver stilling beskrives med alt for mange ansvarsområder.
Eksempel på for lang CV-tekst:
“Ansvarlig for projektledelse, budgetter, personale, rapportering, koordinering, mødeledelse, leverandørkontakt, strategiimplementering og procesoptimering.”
Det er ikke ubrugeligt, men det er tæt og pakket med information. Og en pakket tekst er CV’ets svar på brun sovs: lidt kan være godt, men for meget lægger sig tungt.
En skarpere version kunne være:
“Skaber fremdrift i komplekse projekter med mange interessenter. Har særlig styrke i struktur, budgetopfølgning og tydelig kommunikation mellem ledelse, specialister og drift.”
Her får arbejdsgiveren både opgaver, styrker og værdi i én samlet formulering.
Brug resultater, ikke kun ansvar
Ansvar fortæller, hvad du havde på papiret, mens resultater fortæller, hvad du fik til at ske.
I stedet for:
“Ansvarlig for implementering af nyt system.”
Skriv hellere:
“Bidrog til implementering af nyt system med fokus på brugervenlige arbejdsgange, intern oplæring og stabil overgang til drift.”
I stedet for:
“Deltog i budgetprocessen.”
Kan du angive:
“Skabte bedre overblik i budgetprocessen gennem tydeligere opfølgning, faste deadlines og tæt dialog med ledelsen.”
I stedet for:
“Koordinerede samarbejde mellem afdelinger.”
Uddyber du:
“Styrkede samarbejdet mellem afdelinger ved at skabe fælles struktur, klare roller og bedre opfølgning.”
Det behøver ikke være store tal og dramatiske resultater - de små konkrete forbedringer er ofte mere troværdige end oppustede superlativer.
Tilpas CV’et til rollen
Et erfarent CV skal næsten altid versioneres til formålet.
Søger du specialistrolle, skal specialistkompetencerne fylde mest.
Søger du rådgiverrolle, skal samarbejde, kommunikation og problemløsning fremhæves.
Søger du projektlederrolle, skal fremdrift, struktur og interessenter stå tydeligt.
Søger du en rolle i en ny branche, skal de overførbare kompetencer frem.
Du behøver ikke omskrive alt hver gang, men profilteksten, nøglekompetencer og de første bullets under de vigtigste stillinger bør justeres.
Kort sagt
Dit CV skal ikke bevise, at du har haft et langt arbejdsliv. Det skal vise, hvorfor netop din erfaring er relevant for netop denne rolle. Gør CV'et kortere, skarpere og lettere at forstå. Du skal ikke skjule din erfaring, men du bør redigere den, så den arbejder for dig.
Forrige artikel i serien: Vis at du aktivt har valgt rollen
Næste artikel i serien: Bevis at du stadig udvikler dig