Dimittend – husk a-kassen inden 2 uger

Har du lige overstået studiets sidste eksamen? Eller er dimissionsdatoen meget snart inden for rækkevidde? Først og fremmest tillykke - det er godt gået! Men inden du nu kaster dig over Xbox’en med vennerne eller drager udenlands med rygsækken, så overvej at melde dig ind i en a-kasse som noget af det første. Ellers risikerer du nemlig at gå glip af tusindvis af kroner!

2020-01-17 10:23:00
Move On

Uanset om du som nyuddannet fortsætter direkte i job eller ej, er det en god ide, at du melder dig ind i en a-kasse umiddelbart efter studiets ophør. Så er du hurtigt berettiget til dagpenge og dermed forsikret imod de økonomiske konsekvenser af arbejdsløshed både nu og i fremtiden.

Du skal nemlig være medlem af en a-kasse for at få dagpenge. Se denne liste med a-kasser der er udbredte blandt højtuddannede.

 

Hvorfor dagpenge?

Dagpengesatsen er væsentlig højere end kontanthjælpen, og dine dagpenge bliver heller ikke justeret ned pga. din eventuelle formue på samme vis, som kontanthjælpen gør. Du kan derfor opnå en stor økonomisk fordel ved at modtage dagpenge frem for kontanthjælp.

A-kassen er en god ide – også for nyuddannede i job

Det giver sig selv, at et medlemskab af en a-kasse er en god ide, hvis du er arbejdsløs lige efter studiet. Men det gælder i høj grad også, hvis du som nyuddannet er så heldig at få job med det samme.

Selv om du med et job kan forsøge dig selv uden dagpenge eller andre offentlige ydelser, så er det svært at spå om fremtiden. Og arbejdsløshed har det med at dukke op ud af det blå.

Skulle du på et tidspunkt blive arbejdsløs, uden at du er medlem af en a-kasse, så kan du sandsynligvis kun få hjælp fra det offentlige i form af kontanthjælp eller en ydelse på tilsvarende niveau. Sammenlignet med dagpengesatsen kommer du i så fald til at gå glip af mange tusinde kroner.

 


A-kasse senest 2 uger efter afsluttet uddannelse

Normalt skal du være medlem af en a-kasse i mindst ét år, før du er berettiget til dagpenge. Som nyuddannet er du dog undtaget fra denne regel, og vil allerede være berettiget til dagpenge 1 måned efter uddannelsens afslutning. MEN - kun hvis du har husket at melde dig ind i en a-kasse senest 2 uger efter din dimissionsdato!

Datoen for afsluttet uddannelse

De 2 ugers indmeldelsesfrist regnes fra den dato, hvor du afslutter din uddannelse. Og datoen afhænger af formen på din sidste eksamen:

  • Mundtlig eksamen: Datoen for den mundtlige eksamen
  • Skriftlig eksamen: Datoen for karakterens offentliggørelse
  • Hovedopgave eller speciale: Datoen for karakterens offentliggørelse eller datoen for vejleder og censors underskrift af forhåndsgodkendelsen
  • Eksamensbevis: Datoen for universitetets udstedelse af eksamensbeviset

 

Jobnet.dk senest 1 måned efter afsluttet uddannelse

For at få dagpenge er det ikke nok at være medlem af en a-kasse. Du skal også melde dig som ledig og dermed signalere, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal melde dig ledig på Jobnet.dk senest den dag, du har ret til dagpenge – dvs. 1 måned efter afslutningen af din uddannelse. Derefter har du yderligere 2 uger til at lægge dit CV ind på Jobnet.

 


Studiemedlemskab af en a-kasse betaler sig

Har du været fremsynet og været medlem af en a-kasse i et år eller mere, mens du har studeret? Ja, så kan du faktisk opnå dagpenge fra første dag efter uddannelsen, forudsat at du melder dig ledig på Jobnet.

Har du et studiejob? Så se her, inden du dimitterer

Hvis har et studiejob, når du dimitterer, så kan du ikke få den fulde dagpengesats. Det er derfor vigtigt, at du overvejer den rigtige løsning vedr. studiejob, INDEN du afslutter studiet!

  • Hvis du beholder dit studiejob, kan du få supplerende dagpenge. Det kan være en god idé at holde fast i tilknytningen til arbejdsmarkedet med et studiejob også efter din dimission – og så modtage supplerende dagpenge. For hvem ved, måske kan dit studiejob med tiden blive til et fuldtidsjob hos samme arbejdsgiver?

  • Hvis du afslutter dit studiejob, kan du få fulde dagpenge, men pas på karantæne! Inden du dimitterer, skal du sige studiejobbet op, hvis du vil undgå en dagpengekarantæne på tre uger – ud over den måneds karantæne, som du ikke kan undgå. Det skyldes reglerne om selvforskyldt ledighed. Du behøver dog ikke fratræde studiejobbet i den måned, der går, før du kan få dagpenge.

 


Kontakt a-kasserne for rådgivning

Reglerne på dagpengeområdet ændrer sig med jævne mellemrum, og der kan være undtagelser eller særregler, som gør sig gældende i lige netop din situation.

Vi anbefaler derfor altid, at du rådfører dig med en a-kasse, og gerne så tidligt i forløbet som muligt. A-kasserne kan også informere dig om de gældende dagpengesatser. Se evt. vores liste med a-kasser for højtuddannede for inspiration til, hvilken a-kasse der er den rigtige for dig.

 

24.846 readers
Updated on 17.01.2020

Read also...


A-kasser for højtuddannede
Måske er du en af de heldige, der får job direkte efter endt uddannelse. Men hvis ikke, så kan et medlemskab af en a-kasse være afgørende for din privatøkonomi. Se her, hvilken a-kasse der passer bedst til dig. Og husk at melde dig ind senest 2 uger efter dimissionen!
Move On Career
Guide: Fagforening - fact for fact
Hvad er en fagforening, hvilken skal du vælge, og hvordan kan du bruge den? Få svarene her!
Move On Career
Nyuddannet i mindre virksomhed
Hvad skal du have fokus på i den uopfordrede ansøgning, når du søger job hos små og mellemstore virksomheder?
Move On Career
Søg job i små og mellemstore virksomheder
Susanne Bruhn, karriererådgiver i CA a-kasse, giver her sine bud på, hvordan man skal bære sig ad med jobsøgning i de små og mellemstore virksomheder.
Susanne Bruhn, karriererådgiver i CA a-kasse
Guide: A-kassens ABC
Hvad er en a-kasse, hvad kan den tilbyde og hvordan får du dagpenge? Find svarene her!
Move On Career
HPT