Ulrik Wilbek: Selv en vinder kan tvivle

"Tilfældigvis var jeg vikar for en klasse i idræt, som skulle stille med et håndboldhold til en skoleturnering. Jeg tog gutterne med ud i Virumhallen, og vi slog alle de andre. I Virum kendte de mig i forvejen, så pludselig var jeg træner for både deres U16- og U18-hold. Jeg fandt ud af, at det var de hold, de andre trænere ikke kunne klare, fordi spillerne var nogle værre banditter. Men jeg vandt sjællandsmesterskaberne med begge hold det første år, og så var kursen ligesom sat."

Sådan begynder Ulrik Wilbek fortællingen om en karriere, der måske opstod som en tilfældighed, men siden har udviklet sig til én af de mest succesfulde i dansk idræts historie. Han har stort set vundet alt, hvad der er værd at vinde i håndboldverdenen, og sideløbende har han gjort karriere som politiker, forfatter og foredragsholder for erhvervslivets ledere. Men tidligt i karrieren var det ikke alt, der blev til guld for den karismatiske landstræner.

"Jeg havde problemer, dengang jeg selv dyrkede individuel idræt. Jeg var på landsholdet i trespring og var den, der sprang længst de år. Men jeg vandt aldrig. Jeg kunne ikke præstere, når jeg konkurrerede individuelt, fordi jeg fik nerver på og begyndte at tænke negative tanker. Dengang kunne jeg godt have brugt en som mig selv til at få styr på de mentale redskaber. Heldigvis har det betydet, at jeg kan tage mine egne oplevelser med i mit arbejde som håndboldtræner og derfor nemt kan sætte mig ind i de mennesker, der har mentale problemer som en forhindring i deres karriere."

Netop de mentale aspekter er alfa og omega for Ulrik Wilbeks tilgang til succes, og specielt et begreb er bandlyst fra hans tankesæt: "Taberfilosofi kan jeg slet ikke arbejde med. Tanker såsom, hvad skal vi undgå, og hvad kan vi ikke klare? Overbevisninger om, at vi i lille Danmark kun er 5,5 millioner mennesker og derfor har en masse begrænsninger, som vi må forholde os til, det kan jeg slet ikke bruge til noget. Det handler ikke om, at man ikke kan tabe, for nederlag er en uundgåelig del af livet. Det handler om hele filosofien, hele tilgangen til den opgave, vi går ind til. Hvis ikke vi tror på, at vi kan blive de bedste, skal vi slet ikke starte på opgaven. Så spilder vi bare vores tid."

Handler ikke kun om at vinde
Troen på sig selv og egne evner betyder for Ulrik Wilbek, at han nødigt går på kompromis med sin overbevisning om at agere i stedet for at reagere. "Det gælder om at tage initiativer, og det gælder om at turde. Ellers kan du sidde bagefter og ærgre dig gul og blå over, at du ikke prøvede. Det er meget sjældent, du taber noget ved at tage initiativ, for du kan jo altid gå tilbage og gøre det, du gjorde først. Og det gælder i høj grad også udenfor håndboldbanen."

Hvis nogen betvivler Ulrik Wilbeks vindergen, kan deres tvivl affejes med fortællingen om en dreng, der allerede i folkeskolen tog taktstokken i idrætsundervisningen, når lærerens kompetencer ikke var tilstrækkelige. Men hvor sejre i starten af karrieren var målet i sig selv, er der i dag andre dagsordener på taktikbrættet.

"Det har efterhånden formet mig som person, at det ikke handler om at vinde for enhver pris. Derfor griber jeg mit arbejde an på en anden måde, end jeg gjorde for 20-30 år siden. Dengang gik jeg benhårdt efter at vinde, for jeg havde jo ikke vundet noget før. I dag er det vigtigste ikke at vinde, men at få det optimale ud af alle. Og så har jeg fundet andre aspekter ved mit arbejde, som ikke nødvendigvis har noget med det, der foregår på håndboldbanen at gøre."

Alle skal bidrage
Han sætter sig frem i stolen og fortsætter: "Mit job handler også om at skabe et fundament for det, jeg holder af. Jeg har altid sagt, at en leder, der går fra borde og ser sit skib gå ned året efter, er en uinteressant leder. Man skal være en leder, der skaber en kultur og en kontinuitet, der gør, at man er sikker på, at skibet også flyder om 20 år. Det er vigtigt for mig at være med til at skabe en håndboldgeneration, som sikrer, at dansk håndbold vil være på topniveau de næste 10-20 år. Det arbejder jeg med i øjeblikket, hvilket blandt andet betyder, at vedkommende, der tager over efter mig, skal overtage holdet, når det er på toppen, og ikke når det er på vej ned."

Da Ulrik Wilbek i 2005 overtog posten som herrelandstræner i håndbold, var netop kulturen i spillertruppen et væsentligt fokusområde. Den måtte ændres, hvis holdet skulle stabilisere en række svingende præstationer og nå det øverste trin på podiet ved en slutrunde.

"Det vigtigste var at ændre spillernes kultur til at tro på, at holdet kan være med i toppen hver gang. For at gøre det må de forstå, at alle mand skal bidrage med noget. De bedste resultater mine hold har lavet, er kommet, når alle spillere byder ind, både på og udenfor banen. Under hele VM-slutrunden i januar gik jeg bare rundt og så til. Vi havde fået skabt en fantastisk bidragskultur før slutrunden, hvor vi havde forberedt os perfekt og sat spillerne ind i, hvad tankerne var med dem hver især. Jeg skulle bare kigge videoer af den kommende modstander igennem og snakke lidt om deres taktik, og det var jo ikke noget særligt."

Den sidste sætning siger han med et smil på læben og understreger dermed den ironiske undertone. For jobbet som hele Danmarks håndboldlandstræner er til tider hårdt, og selv Ulrik Wilbek kan tvivle på sig selv, når forventningerne fra håndboldglade danskere ikke indfries.

Tvivlen udvikler dig
"I og med jeg har haft succes med ret meget, forventer folk, at jeg har succes hver gang. Derfor bliver skuffelsen også meget større, når mine hold ikke vinder. Efter vi vandt EM-guld i 2008, havde vi tre slutrunder i træk, begyndende med OL i Beijing, hvor vi ikke fik medaljer, og det brød folk sig ikke om. Det pres, synes jeg nogen gange, er hårdt."

Han holder en kort pause og vejer sine ord grundigt. "Jeg begynder først at tvivle på mig selv, hvis jeg synes, vi spiller under vores niveau, som det blandt andet skete til OL. Det kan få mig til at tænke alle mulige negative tanker; er du blevet for gammel?, gør du det rigtige?, skulle du måske have valgt noget andet ? Der er bare aldrig noget svar på mine spørgsmål, for den slags har ikke noget facit. Til gengæld tror jeg, det er vigtigt at tvivle på sig selv engang imellem, for hvis du ikke tvivler på dig selv, forsvinder ydmygheden. Samtidig er tvivlen også med til at udvikle dig som person, fordi den tvinger dig til at gøre tingene på en anden måde, end du er vant til. Du må bare aldrig tvivle så meget på dig selv, at du går væk fra din egen filosofi og det, du selv tror på."

Kald en spade for en spade
Ulrik Wilbek er ikke typen, der lægger fingre imellem. Derfor kender pressen ham som manden, der kalder en spade for en spade og ikke er bange for at fremhæve enkeltpræstationer i en holdsport.

Den helt bevist strategi. "Det handler om troværdighed. Ganske enkelt. For en leder er troværdighed efter min mening den vigtigste egenskab. Hvis Hans Lindberg spiller en skidt kamp, gider jeg ikke stå bagefter og sige, at jeg er tilfreds med hans præstation. Lindberg er en af verdens bedste spillere på højre fløj, og han ville jo synes, det var totalt latterligt, hvis jeg roste ham, når han spillede skidt. Det ville også skabe tvivl hos spillerne, for hvis jeg roser dem lige meget hvad; hvornår mener jeg så, de spiller godt ? Nu ved spillerne, at når jeg siger, de spiller godt, så spiller de fandme godt. Alt andet skaber forvirring og gør mig utroværdig."

Da kontrakten udløb i 2014, var er det også troværdigheden, der afholdte Ulrik Wilbek fra at vende tilbage til en karriere i politik. "Jeg stillede op til borgmestervalget i Viborg, men trak mig kort tid før, fordi jeg hellere ville være landstræner. Så kan jeg ikke vende tilbage 10 år efter og sige; 'nu vil jeg forresten gerne være borgmester igen.' Det er utroværdigt."


Temperament vs. engagement
"Jeg må jo erkende, at jeg har en eller anden evne til at fange folk i en forsamling. Det kan jeg mærke, når jeg fx holder et foredrag - mit publikum fortæller mig det i øvrigt også. Derudover er jeg god til at definere over for folk, at det først og fremmest handler om, at de selv skal ville det. En spiller, som ikke opfylder sit potentiale, kan man udfordre og spørge; 'får du egentligt nok ud af det, du laver, ift. hvor meget tid du bruger på det og hvor dygtig, du selv synes, du er?' Efterfølgende vender spilleren næsten altid tilbage og har erkendt, at det er ham selv, den er gal med, og ham selv der bliver nødt til at gøre noget aktivt. Den erkendelse er jeg god til at få frem."

Selvom karrieren handler om at udvikle potentialet hos andre, kan Ulrik Wilbek også se sin egen udvikling i arbejdet med mennesker. "Jeg har lært meget om mit temperament og engagement. Mit temperament er slet ikke så voldsomt, som det var tidligere, fordi jeg har fået kanaliseret det over i engagement, overblik og ro. Derudover har min karriere lært mig utrolig meget om, hvordan man arbejder med mennesker og tager udgangspunkt i deres behov. Jeg er gået fra at være en autodidakt iværksætter med en skolelæreuddannelse til at forsøge at tilegne mig en masse teori for at blive dygtigere. Og så har jeg virkelig øvet mig. At øve sig er i virkeligheden det afgørende."