Institut for Menneskerettigheder
Institut for Menneskerettigheder er en selvejende statsinstitution. Vi har mandat til at fremme og beskytte menneskerettigheder og ligebehandling i Danmark, Grønland og i udlandet.
Institut for Menneskerettigheder er etableret ved lov som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution og ligebehandlingsorgan.
I Danmark rådgiver Institut for Menneskerettigheder Folketinget, regeringen, andre offentlige myndigheder og private aktører om menneskerettigheder, bistår civilsamfundsorganisationers arbejde med menneskerettigheder.
Institut for Menneskerettigheder skal fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, blandt andet ved at bistå ofre for forskelsbehandling, foretage uafhængige undersøgelser og offentliggøre rapporter om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.
Folketinget har derudover givet Institut for Menneskerettigheder mandat til at beskytte og fremme ligebehandling inden for handicap og LGBT+.
Grundlovens frihedsrettigheder og de af det internationale samfund til enhver tid anerkendte menneskerettigheder danner udgangspunkt for Institut for Menneskerettigheders arbejde. Institut for Menneskerettigheder afgiver årligt en beretning til Folketinget om institutionens virksomhed og udviklingen i menneskerettighedssituationen i Danmark.
Læs mere på menneskeret.dk/status og læs vores årlige beretning til Folketinget.
I Grønland har Naalakkersuisut – Grønlands regering – ønsket, at Institut for Menneskerettigheder skal fungere som national menneskerettighedsinstitution for Grønland, ligesom instituttet er det for Danmark. Læs mere om Grønland her.
I vores internationale arbejde har vi ikke mandat til at monitorere og rapportere på menneskerettighederne i andre lande. Den opgave ligger blandt andet hos de respektive landes egen menneskerettighedsinstitution.
Som en uafhængig statslig menneskerettighedsinstitution har vi til gengæld en unik adgang til at samarbejde med udenlandske statslige aktører og organisationer, som ellers kan være svære at få adgang til.
Vi samarbejder derfor med ministerier, retssystemer, politistyrker, civilsamfund, virksomheder, universiteter mv. og bidrager til, at de hver i sær kan udfylde deres rolle og mandat. Målet er et stærkt og sammenhængende menneskeretssystem, hvor hver aktør løfter sin opgave og bidrager til at beskytte og udbrede menneskerettighederne.
Det er staters ansvar at menneskerettighederne overholdes. Samtidig er stater ofte medskyldige i nogle af de værste krænkelser.
Også i lande, der er kendt for at krænke menneskerettighederne, søger vi dialog med de myndigheder, der er indstillet på at forbedre menneskerettighederne. Vores arbejde kræver derfor ofte en blanding af diplomati og kritisk dialog.
Læs mere om vores internationale arbejde på vores engelske hjemmeside humanrights.dk.