Praktikanten fik sit eget show

»I en guide til hvordan man tager en god uddannelse, der er jeg nok et rigtigt sort får.« Thomas Skov Gaardsvig taler langsomt og med jysk accent. Det er nogle år siden, vi lærte ham at kende som praktikanten i ‘Det Nye Talkshow’. I dag er han ikke længere praktikant, ej heller færdiguddannet journalist. For efter to orlovsperioder fra journalisthøjskolen gik det op for Thomas, at gejsten lå i arbejdet. »Så jeg droppede ud af journalisthøjskolen og blev i DR. Og der har jeg været lige siden.«

Det er også her, vi møder ham. Vi sidder i et moderne loungeområde foran et åbent glaskontor. På ruden der ind til hænger en stor plakat for bilprogrammet, hvor Thomas er vært. Her poserer han med et fjollet smil, mens han holder to store plysterninger op foran skridtet. Samme Thomas sidder overfor med korslagte ben, iklædt en blå striktrøje og et par sorte jeans – dog uden det fjollede smil. Han har været nødt til at rykke interviewet, for ud over bilprogrammet, har han travlt med optagelserne til ’Zulu Djævleræs’ og DR2’s kommende programserie ’Høflighed på 100 dage.’

2 vigtige ting i karrieren

Thomas’ karriere har især været præget af to ting: at have det sjovt og at være rette sted på rette tid. »Da jeg startede i praktik på P3, var det meningen, jeg skulle lave programmet ‘Køter’. Men fire timer efter kom de og sagde ’hov, vi har allerede en anden praktikant. Kan du ikke lave ‘De Sorte Spejdere’? Og det har jo nok gjort, at jeg sidder, hvor jeg gør i dag. For havde jeg lavet ‘Køter’, havde jeg ikke mødt Anders Lund Madsen, som ikke havde taget mig med i fjernsynet, som ikke havde givet mig mulighed for at lave det her,« siger Thomas, men tilføjer hurtigt: »Der havde i hvert fald været længere vej derhen.«

Med praktikpladsen hos ‘De Sorte Spejdere’ fulgte også valget mellem at være den seriøse journalist eller ham ’den skøre’, som Thomas selv formulerer det. Men for Thomas var det ikke et svært valg. »Hvis journalisthøjskolen føltes rigtigt, så føltes ‘De Sorte Spejdere’ dobbelt så rigtigt. Det var simpelthen så fedt. Det var skidesjovt, og jeg fik lov til at være kreativ og lave en masse dumme indslag. Så jeg tænkte: hvis det er sådan, det er at gå på arbejde, så er det jo fantastisk.«

Den følelse har Thomas stadig, når han hver morgen stempler ind i DR-Byen. »Det er jo fantastisk, at jeg kan gå på arbejde og lave noget, jeg synes er så sjovt. Hvis jeg indimellem vågner om morgenen og tænker ’argh, jeg kunne godt bruge et par timer mere’ giver jeg lynhurtigt mig selv en lussing og siger: ’Hold nu op, hvor er du uforskammet. Du har verdens bedste job, kan du så komme af sted.«

Held og høflighed

Var det så bare held, der fik den unge praktikants fod inden for døren til den populære mediebranche? Thomas selv lægger ikke skjul på, at han har været meget heldig.

»Men når det er sagt, så tror jeg, at held er én ting. For havde jeg været en kæmpe stor lort, så var det nok også stoppet dér,« siger han og uddyber: »Det vigtigste er at smile og ikke synes, at alle andre er lort. Og derfra kan du begynde at bygge på, få en masse evner og blive dygtig. Hvis bare man smiler – altså i overført betydning, man behøver ikke rende rundt og smile hele tiden, så tror folk man er psykopat – men smil, det tror jeg hjælper meget.«

»Det vigtigste er at smile og ikke synes, at alle andre er lort«

Det lune smil og Thomas’ lette tilgang til tilværelsen var også det, der hjalp ham på vej i karrieren: »Min ansøgning til P3 var nok mere fjollet end den var god. Hvis en jobkonsulent havde set den, ville han nok have tænkt ’Jesus fucking christ, du får da aldrig nogensinde et job – du kan flytte hjem til Dovne Robert, og så kan I spille Playstation.’«

Anders om sin Praktikant

Den 23 år ældre læremester, Anders Lund Madsen, er nu ikke i tvivl om, at Thomas har noget at byde på: »Thomas var et friskt pust. Det var han! Og nu har jeg jo kendt ham i snart 4 år og han er stadig et friskt sommerpust,» fortæller han metaforisk, da vi støder på ham i DR-Byen.

Og med Anders som sin mentor har Thomas netop styrket dét at tænke anderledes og ikke tage alting så alvorligt. »Jeg har lært, at man kan tage pis på meget, hvis man netop gør det med et smil,« forklarer han om læringsprocessen.

Mange vil måske blive skræmt over at være i praktik hos Anders Lund Madsen, der er kendt for at have en særpræget karakter og en »kringlet hjerne«, som Thomas siger. Men for ham selv var det lidt en drøm, der gik i opfyldelse. Allerede fra barnsben var Thomas fascineret af Anders Lund Madsen.

Og på den 13-årige Thomas’ hjemmeside rangerer læremesteren da også under fanen ’idoler’ sammen med Pamela Anderson og figurerne fra South Park. »Jeg kan huske første dag, jeg kommer ind på P3, og han (Anders Lund Madsen, red.) står helt lille ved sit hæve-sænkebord, som han har hevet op. Jeg var helt starstruck. Jeg var nødt til at knibe mig selv i armen nogle gange i løbet af det første halve år,« fortæller han om det første møde.

I begyndelsen var Thomas også meget forsigtig. »Jeg ville jo gerne ha’ , han kunne lide mig, men jeg gad heller ikke være stalkeragtig og irriterende.« Faktisk lægger ekspraktikanten vægt på, at der ikke er noget værre end irriterende praktikanter.

»Det er altid godt at have lidt situationsfornemmelse. Og jeg vil vove at påstå, at det kan man godt lære at få,« siger han og tilføjer: »Situationsfornemmelse og selvironi. Det er jeg simpelthen så glad for, jeg har. Hvis bare man kunne give alle folk det, så tror jeg verden ville blive et bedre sted.«

Inspiration og udvikling

De to egenskaber brugte Thomas meget på ’Det Nye talkshow’. For pludselig stod han på skærmen i, hvad nogle vil kalde sjove og tåbelige situationer. Som da han lænkede sig fast til Den Lille Havfrue eller troppede op i ‘Vild med Dans’-studiet med skiltet: ’Juhuuu Lisa Lents – du gør mig våd’. At være genert er derfor ikke, det første man vil forbinde Thomas med.

Men netop sådan beskriver kæresten, Emilie Gershøj Bruhn, ham. »Han er kærlig, betænksom og genert. Det er han faktisk. Hvis ikke han er fuldstændig på hjemmebane, kan han blive meget genert. For eksempel syntes min familie, at han i starten var så stille.«

Emilie er dog ikke i tvivl om hans evner, og hun har også et bud på, hvorfor den generte tv-vært føler sig tilpas foran kameraet: »Han har en gave. Man kan give ham en mikrofon i hånden og så kan han bare få ting til at ske. Han fungerer helt sikkert bedst, når han ikke bliver instrueret for meget.«

Når Thomas skal finde inspiration og ideudvikle, er det ofte på toilettet, det sker.

Genert eller ej

Når man stiller sig på scenen foran et publikum, får man både hug og hyldest. Det har Thomas mærket på egen krop. Hvor talkshowets seerantal var på cirka én million, faldt det til under 8.000 på DR’s ungdomskanal DR Mama, hvor Thomas fik sit eget program ‘Verdens Bedste Tv-program’. »Mama var sådan en so-so succes. Altså den er lukket, så så stor en succes har det ikke været. Men det har været lærerigt, er det ikk’ det man siger?«

Thomas er heller ikke bleg for at indrømme, at det bare er sjovere at arbejde, når seerne ser med bag skærmen. »Det lyder sådan lidt klamt at sige, men anerkendelse er lidt et drug. Uanset hvad man laver, kan man bare skidegodt lide ros,« siger han, men uddyber hurtigt: »Man skal bare lære at holde benene lidt på jorden.« Dét har Thomas ifølge ham selv intet problem med. Både hans jyske opvækst og kæresten er gode til at holde ham fra de høje luftlag. »Hvis jeg for eksempel er sådan lidt ’uh, jeg er så fed’, så siger Emilie altid ’så er du heller ikke federe’, og så sender hun mig ned med pant. Jeg ville ønske, jeg havde folk til at gå ned med pant.«

»Jeg er passivt ambitiøs,« lyder Thomas’ egen forklaring på spørgsmålet, om hans albuer er i angrebsposition. Han uddyber: »Jeg er ikke ham, der render rundt og netværker og sparker døre ind for at pace min egen karriere frem. Jeg vil da gerne prøve en masse nyt og opnå noget større. Men på sådan en passiv måde. Jeg prøver også at nyde, hvor jeg er.«

Tvinger sig til forandring

Tværtimod synes Thomas, at for meget forandring kan være skræmmende. »Jeg er lidt af en tryghedsnarkoman. Hver gang jeg kommer ud af komfortzonen, er det altid lidt uhyggeligt, for hvad sker der nu?« Alligevel tvinger Thomas sig selv ud i forandringer, for som han understreger, kan de også være sunde.

Det seneste projekt, ‘Høflighed på 100 dage’, er også meget anderledes fra hans andre programmer. Ifølge Thomas er det noget af det mest seriøse TV han har lavet. »Det er jo nødvendigt at udvikle sig, så man ikke kun er ham ’praktikanten’. Det er vigtigt at vise, at jeg også kan fortælle rigtige historier og lave rigtige programmer, hvor det ikke kun er det dér ’badumtish,’« forklarer han, mens han lader hænderne tromme i luften.

Praktikant eller programvært – der er ingen tvivl om, at Thomas har fået mere end foden indenfor i medieverden. Men spørger man ind til fremtidens drømme, er det slet ikke sikkert, at de skal realiseres i DR-byen. Eller inkluderer medier for den sags skyld. »Nogle gange leger jeg med tanken om at prøve noget helt andet. For alt det her fjernsyn og medier er lidt et hamsterhjul. Det vokser sig ikke større.« Thomas ser lidt eftertænksom ud og supplerer så: »Det ku’ være fedt at skabe noget. Lidt ligesom Andrea Elisabeth Rudolf laver creme, så skal jeg finde min egen creme - altså i overført betydning. Jeg skal ikke lave hudprodukter.«