Flere virksomheder har skiftet til fjernjobsamtaler - jobsamtaler via Teams, Skype eller lignende - mens coronakrisen var i gang og de fysiske jobsamtaler var ikke i samme grad en mulighed. Som jobsøgende kan du med fordel gøre dig nogle overvejelser forinden, så din samtale bliver en succes.
Tjek teknikken og forebyg problemer
De fleste af os har benyttet videoopkald i en eller anden udstrækning. Aftal værktøjet til jeres videosamtale med virksomheden. Er det ikke et program, som du benytter i forvejen? Så test det på forhånd og få styr på programmets muligheder - få ting gør dig mere usikker end at skulle rode rundt med indstillinger midt i et opkald. Lav gerne et testopkald med en af dine venner for at sikre, at alt går glat igennem.
Er du på det trådløse netværk? Tjek forbindelsen. Prøv også gerne at sikre dig, at familien ikke streamer det sidste afsnit af Westworld, mens du er i gang med jobsamtalen og dermed får dig til at fremstå som en pixelleret computerspilsfigur fra 80'erne.
Tjek også gerne dit brugernavn og billede i applikationen. Et professionelt brugernavn og neutralt billede virker mere seriøst end ChunkyLover53 med et billede, som du har benyttet siden gymnasieturen.
Forbered dig
En videosamtale er ikke mindre formel end en "rigtig" jobsamtale, og du bør derfor forberede dig lige så grundigt. Research jobbet og virksomheden i forvejen (tjek gerne vores gode råd her). Og husk, at en videosamtale kræver samme type påklædning som en almindelig face-to-face jobsamtale. Sørg dog for at have tøj på, der ikke får dig til at smelte sammen med baggrunden.
Få styr på præsentationen
En videojobsamtale giver dig nogle udfordringer, som du normalt ikke vil have i forbindelse med en almindelig jobsamtale.
- Forbered din placering - vælg gerne et sted med neutral baggrund og uden alt for mange visuelle distraktioner. Det kan være et rodet skrivebord, billeder med skrigende farver eller en trafikeret vej, der tager opmærksomheden fra jeres samtale.
- Sørg for, at du ikke sidder i modlys - fx med et vindue direkte bag dig. Ingen ud over Peter Pan har lyst til at følge et skyggebillede i 30 minutter.
- Sidder kameraet i den rette vinkel? Sørg for, at det er nogenlunde i niveau med dit ansigt eller lidt højere - så slipper du for at præsentere virksomheden for dine næsebor. Stil ikke kameraet alt for tæt på dit ansigt, men heller ikke så lagt væk, at både din lyd og dit billede forsvinder.
Tip: Flere konferenceprogrammer har mulighed for enten at sløre eller erstatte baggrunden helt. Test gerne funktionen på forhånd, så du er sikker på, at programmet ikke ender med at skære det halve hoved eller din overkrop væk fra billedet.
Og for alt i verden - husk at slukke de filtre, der evt. måtte være i appen.
Husk tale, kropsprog og øjenkontakt
Tal tydeligt - det er naturligvis også vigtigt til en almindelig jobsamtale, men du bør være ekstra opmærksom på det her.
Bemærk også, at en del af dit kropssprog er skjult for de andre parter i din samtale. Dermed går mange af de elementer, der normalt hjælper på forståelsen, tabt. Undgå at bruge fx ironi eller sarkasme - en ironisk bemærkning er sværere at afvæbne, når du ikke kan benytte alle nuancer i kropssproget, og det er derfor potentielt mere farligt at bruge.
Øjenkontakt kan være svær under videokonferencer. Vi har en tendens til at holde øje med skærmen og kigger dermed væk fra vores samtalepartner. Øv dig på at kigge ind i kameraet, når du taler.
Øv dig!
Er du ikke en flittig bruger af videosamtaler, kan de hurtigt føles akavet - men de fleste kan hurtigt mestre at gøre godt indtryk under samtalen. Øv dig på dine venner eller familie - lyt til deres feedback og vær opmærksom på dig selv.
Og husk at smile - det hjælper altid! Held og lykke i din jobsamtale!