Er du ansat i en offentlig virksomhed, bliver din løn typisk fastsat efter offentlig overenskomst. Har du derimod scoret dig et job i en privat virksomhed, skal du højest sandsynligt selv forhandle dig frem til din første løn med din arbejdsgiver.
At få succes med lønforhandlingen er dog lettere sagt end gjort. Det kan nemlig være både angstprovokerende og svært at værdiansætte sig selv i kroner og ører.
Får du tankemylder og svedige håndflader bare ved tanken? Don’t worry! Husker du disse fem guldkorn, er du allerede klædt rigtig godt på til din lønforhandling.
1. Tjek lønstatistikkerne
Hvad skal “sådan én som dig” have i løn? Her snakker vi både uddannelsesbaggrund, beskæftigelse og branche. Tjek fx din fagforenings lønstatistik. Flere fagforeninger og/eller akasser har også en decideret lønberegner - fx DJØF og IDA.
2. Forbered tre lønniveauer
Når du sidder til lønforhandlingen, er det en god idé at have forberedt tre tal hjemmefra:
- Hvad er dit lønudspil, som du mener er realistisk, men ambitiøst?
- Hvad vil du være tilfreds med at få i løn?
- Hvad er din smertegrænse? Altså den laveste løn, du kan gå med til?
På den måde kan du under lønsamtalen støtte dig til de tre tal, så du ikke ender med at gå utilfreds derfra.
3. Sæt dig i chefens sted
Når du skal forhandle din første løn, er det en god idé at have forberedt en række argumenter for, hvorfor du er din løn værd.
Men udover at forberede argumenter, der fremlægger, hvad du kan bidrage med, er det også en god idé at sætte dig i arbejdsgiverens sted og fortælle, hvad din chef får ud af at have dig ansat som medarbejder. Altså: Hvordan tilfører du værdi til de strategiske mål, han har opstillet for virksomheden?
4. Lønforhandling handler ikke kun om kroner og ører
Er du ikke tilfreds med den løn, I har forhandlet jer frem til, kan du heldigvis også forhandle om andre ting: pension, barsel, hjemmearbejdsdage, flextid, arbejdscomputer, mobil og andre ting, der ikke er en del af selve lønnen. Hvis du er nyuddannet, kan du fx forhandle om betalt ferie fra starten af ansættelsesforholdet. Som nyuddannet betaler du nemlig selv for dine første feriedage, da du først skal optjene ferie, før du kan afholde den.
5. Gør det så behageligt, som muligt
Hvis du føler dig godt tilpas til lønsamtalen, vil du automatisk være mere afslappet og holde hovedet koldt. Derfor: Tag noget tøj på, du har det godt i, tis af og spis inden samtalen, så du ikke skal påvirkes af rumlende mave, fyldt blære, stramme bukser og lavt blodsukker.
Vi håber, at du med disse fem guldkorn er klædt godt på til din første lønsamtale. Fingers crossed!
Dette indlæg er bragt til dig af Spiir. Spiir er en gratis budget-app, der hjælper over 330.000 danskere med at holde snor i deres penge. Med et enkelt klik kan du se, hvad du bruger din SU på, og du kan nemt sætte et loft for, hvad du vil smide af pengesedler til caffe latte, buskørsel og dagligvarer. Download appen nu.