Se virksomheder, artikler og job der er relevante for dig:
 

Brug dine guldhistorier

læst 480.745 gange
gem til senere
del
Storytelling er et centralt punkt i verdens mest træfsikre interviewmetode, det strukturerede interview. Så haps jobbet ved at gøre fortællekunsten efter. Lars Ulrik Jeppesen, Karrierekonsulent CA a-kasse

Guldhistorier i jobsøgningen – er de virkelig så vigtige?

I dine succesfulde historier om tidligere bedrifter findes værdifulde informationer om dig og dine kvaliteter i dit kommende drømmejob. Kunsten er blot at få det interessante ’gravet’ frem og præsenteret på en – for dig – lukrativ måde.

Så svaret til spørgsmålet er et klingende JA. Guldhistorierne er vigtige for profileringen af dig selv som værdig kandidat til et givent job. De skaber et bedre beslutningsgrundlag for virksomheden i deres rekrutteringsproces (da du synliggør din forventede adfærd i situationer, du vil blive bragt i, hvis du bliver ansat), og de hjælper med at matche krav til de kvaliteter, du repræsenterer. Men for at du kan præsentere dine guldhistorier på en succesfuld måde, skal du kende fremgangsmåden.

Find situationer frem, hvor du tidligere har høstet succes og beskriv dem. Opbyg historien via STARK-modellen, læs senere i artiklen hvordan, og få gerne hjælp af andre til at få dine STARK-historier ’til at sidde lige i skabet’.

Brug en af historierne i din ansøgning til at understøtte de kvaliteter, du fremhæver om dig selv. Hav resten af guldhistorierne klar til jobsamtalen, så du virker velforberedt og dermed kan perspektivere kompetencekravene fra virksomheden.

Hvad skal historierne matche?

Når du som jobsøgende skal beskæftige dig med historier (fortællinger om din adfærd i specifikke situationer), skal de sige noget om, hvordan du vil håndtere situationer i jobbet, hvis du bliver ansat i virksomheden.
Tilbage i 50’erne formulerede psykologen J. Flanagan, (1954) modellen om ’Critical Incidents’ om de nøglesituationer, et givent job indebærer. En af grundantagelserne i udvælgelsesprocessen er, at håndterer du disse nøglesituationer på en succesfuld måde, vil du være en succes i jobbet. En anden grundantagelse er, at vores situationsbestemte adfærd har en tendens til at gentage sig. Dermed forstås at hver gang du møder en ny situation, vil du håndtere den på nogenlunde samme måde som i en lignende situation førhen. Derfor interessen for situationsspecifik adfærd hos dem, der rekrutterer.

Trin 1: Sæt ord på dine guldhistorier

”Al begyndelse er svær”. Også når du skal spotte dine mest brugbare erfaringer og sætte ord på det, de siger om dig og din adfærd.

Gode ting at huske er:

  • Situationer/ansvarsområder/beslutninger du har truffet.
  • Hvad du helt præcis gjorde og tænkte i situationen. 
  • Hvilke resultater du specielt gerne vil fremhæve. 
  • Hvilken situationen du specielt gerne vil huskes for.
  • Hvordan du vil bringe det i spil en anden gang.

Trin 2: S-T-A-R-K-Modellen

For at forberede dine guldhistorier kan du bruge STARK-modellen. Den består af forskellige faser (elementer), der skal indgå i dine guldhistorier. STARK står for Situation-Task-Action-Result-Knowledge. Modellen er den mest udbredte model til jobinterview. Virksomheder anvender metoden til at indhente informationer om kandidaters adfærd i situationer. Her ser vi bare på modellen fra jobsøgers synsvinkel.       

Forberedelsen

Jeg møder ofte studerende med opfattelsen, at når de er kommet igennem første nåleøje og er blevet inviteret til jobsamtalen, kan de sagtens ’køre resten på rutinen’. Men ofte kommer de tilbage efter et jobinterview eller efter deltagelse i et seminar omkring jobinterviewet og siger: ”… der er alligevel en del, jeg skal hjem og se på inden mit næste interview”.

En væsentlig del af forberedelsen til dit næste jobinterview skal være at udarbejde STARK-historier på de centrale områder i jobbet. Brug max 50-100 ord til at beskrive hver af modellens 5 trin. Ofte er det en hjælp at opstille det i et skema.

Når du bruger modellen i en jobsamtale eller til at fortælle om en erfaring (en anekdote) i en ansøgning, er det ofte action-delen og result-delen, der er interessante for virksomheden. Derfor er det en fordel at lægge vægt på de dele for at skabe de rigtige billeder, når virksomheden skal vurdere, om du er den rette kandidat til jobbet.

En anden fordel ved at have forberedt dine guldhistorier er, at du vil virke mere rolig, mindre nervøs og mere i balance under interviewet. Fordi du ved, du har forberedt dig så godt som muligt. Det vil yderligere få dig til at virke mere overskudsagtig og med større selvtillid. Du vil også perspektivere nøglesituationerne i jobbet bedre, da det ikke virker som om, du spontant opfinder historierne.

Hvor kan du hente erfaringerne fra?

Kompetencer kan du ofte overføre fra en kontekst til en anden. Så erfaringer fra sportsklubben, fra projektarbejde på uddannelsen eller i et tidligere job, foruden effekten, adfærden og læringen med succes anvendes i et kommende job og karriere.
Steder du kan hente situationsbestemte erfaringer:

  • I projektarbejde på studiet, hvor du har ageret i forskellige teamroller.
  • I den seneste præsentation på dit frivillige arbejde i sportsklubben, hvor du holdt et motivationsforedrag om, hvordan andre kan forbedre sine resultater.
  • Som leder af håndboldholdet af drenge og piger i alderen 10-14 år. Her har du fået erfaringer med at håndtere konflikter, men også i at være coach for den enkelte og give ham/hende den motivation, de lige står og mangler.
  • Dit seks måneders praktikophold på ambassaden i Mexico, hvor du arbejdede med at hjælpe danskere på gennemrejse og udbyggede dine analysekompetencer som del af en stor undersøgelse, Udenrigsministeriet gennemførte blandt ambassader i Syd- og Mellemamerika.
  • Dine rejseaktiviteter i Mellemøsten, hvor du har bevist dit værd ved at håndtere tilspidsede situationer med lokalbefolkningen, hvor sprogbarrieren var et særligt problem.
  • Familieaktiviteter hvor du har brudt ud af en rolle, du ellers spiller, og hvor du har skabt fantastiske oplevelser for hele familien ved de seneste to fætter-kusine sammenkomster.
  • Lønnet job (uanset branche) hvor du har arbejdet i forskellige service-sammenhænge og skabt særdeles gode salgs- og serviceoplevelser for kunder.

Trin 3: Anvendelse af STARK-modellen

Som beskrevet tidligere er modellen meget anvendelig til at beskrive fortællinger fra dit liv – både i ansøgningen, men i særdeleshed under jobinterviewet.

Når du skriver ansøgningen

Undgå at skrive trivialiteter og klicheer i ansøgningen. Til gengæld virker det effektfuldt at have en historie med, der kan belyse (eller understøtte) de ting (personligt eller fagligt), du fremhæver omkring dig selv i din ansøgning.

Under jobinterviewet

Du skal i din forberedelse til jobinterviewet have afdækket de centrale situationer for jobbet, der er sandsynlighed for, at I kommer til at tale om under samtalen. Din forberedelse skal gå ud på at have beskrevet STARK-historier om disse, så du har dine guldhistorier ’på lager’ lige til at plukke og bruge. Hvis I taler om at være Målorienteret, er det historie A, du bringer i spil. Hvis det er Detaljefokus, er det historie C, du bringer i spil, etc. Den bedste måde at finde frem til de fleste af jobbets ’Critical Incidents’ er at gå igennem stillingsopslaget. Her vil du få en del af situationerne foræret via de forventninger og krav, virksomheden stiller til dine kvalifikationer.

STARK-modellen

Situation:
Beskriv en tidligere situation, der minder om en, du vil blive bragt i, hvis du bliver ansat i jobbet
  • Hvornår har du sidste gang skulle forholde dig til at være målrettet/at holde styr på mange detaljer/være udadvendt/være serviceorienteret…?
Task:
Beskriv de opgaver, du arbejdede med (de problemstillinger, du skulle forholde dig til)
  • Hvilke opgaver skulle du løse?
  • Hvad var de typiske problemstillinger?
  • Hvilke ansvarsområder havde du i situationen?
Action:
(adfærd)
  • Hvordan håndterede du situationen dengang?
  • Hvad gjorde du konkret i situationen?
  • Hvad var din aktuelle adfærd i den måde, du løste problemet på?
  • Hvad sagde du til de andre?
  • Hvilke overvejelser gjorde du dig?
  • Hvad havde du ønsket, du havde gjort?
Result:
Hvad lærte du af situationen, som du vil bruge i en lignende situation en anden gang?
  • Hvad blev resultatet af situationen?
  • Hvad blev løsningen på konflikten?
  • Hvor meget steg omsætningen/hvor meget faldt omkostningerne?
Knowledge:
Hvad lærte du af situationen, som du vil bruge i en lignende situation en anden gang? 
  • Hvad vil du gøre anderledes en anden gang, hvis du havner i en lignende situation?

 


Relaterede artikler
Illustration
10 tips til jobsamtalen
Jobsamtalen er ikke en eksamen, men det betyder ikke, at man skal komme uforberedt. Det er til jobsamtalen, at du skal vise dig fra din bedste side. Brug vores 10-trins guide til virkelig at skinne.
af KarriereVejviseren
Illustration
Jobsamtale: Sådan!
Hvilke spørgsmål kan du blive stillet som nyuddannet til en jobsamtale? KarriereVejviseren har spurgt personaleansvarlige i små og store, offentlige og private virksomheder, så du kan få en idé om, hvilken type spørgsmål du med fordel kan forberede dig på.
af KarriereVejviseren
Illustration
Guide til jobsamtalen
”Vær så godt forberedt, at du kan tale i timevis – og vær så nysgerrig, at du ikke gør det,” lyder det overordnede råd fra karrierekonsulent ved DJØF, Thomas Graversen
af KarriereVejviseren
Illustration
Oversælg ikke dig selv
Det er dømt til at mislykkes, hvis du forsøger at oversælge dig selv til jobsamtalen.
af KarriereVejviseren
Illustration
Tag magten ved forhandlingsbordet
Én ting er at sikre jobbet - næste skridt er at forme det, så du (for)bliver tilfreds. Forhandlingsekspert Keld Jensen fortæller dig, hvordan du kan tage styringen, når der skal forhandles løn og arbejdsopgaver.
af KarriereVejviseren
Illustration
Tests til jobsamtalen – før, under og efter
Er du nervøs for testen til jobsamtalen? Få råd til hvordan du skal tackle en test før, under og efter samtalen.
af KarriereVejviseren